Mit navn er Anne Sehested, jeg arbejder med manuel kropsterapi i Skagen. Jeg er uddannet zoneterapeut og RAB-registreret kranio-sakral terapeut.

Velkommen til min hjemmeside.

Den manuelle medicin har eksisteret i årtusinder, og princippet i den er, at terapeuten med hånden (manus/manuel) bringer lægedom (mederi/medicin) til kroppen. Her er dog ikke tale om håndspålæggelse, men derimod om hvordan forskellige manipulationsteknikker kan påvirke kroppens knogler og bindevæv fra isse til fod, og på den måde lindre smerter og øge bevægeligheden hos klienten.

Den manuelle medicin udspringer af osteopati, ligesom kiropraktik og kranio-sakral terapi gør, og den indeholder elementer fra både kiropraktik, kranio-sakral terapi og kinesiologi. Udover kranio-sakral terapi benytter jeg zoneterapi, posturologi og auricoloterapi.

Den form for manuel terapi jeg udøver, er såkaldt ’soft tissue’ og ’muscle-energy technique’, hvilket gør at behandlingen er meget blid og nænsom. Behandlingsformen egner sig således til mennesker i alle aldre – spædbørn, der er få dage gamle, børn, voksne og ældre. Trods behandlingens nænsomhed er den dybtgående og effektiv, så formen er velegnet til såvel sportsskader, fødselstraumer, mén efter ulykker og uheld samt smerter af mere kronisk karakter.

Som udøver af manuel medicin tror jeg på, at kroppen bærer evnen til at hele sig selv. Min opgave er at bearbejde de forhindringer, der gør det vanskeligt/umuligt for kroppen at hele selv – jeg er således blot katalysator - igangsætter af en proces.

Hvordan foregår en behandling?

Første gang en klient møder op til behandling, indleder jeg med en samtale for at danne mig et indtryk dels af klienten dels af problemets omfang og årsag, disse informationer noterer jeg i en journal. Derefter laver jeg forskellige tests, for at finde frem til hvilken behandlingsmetode/r der vil være bedst egnede i det pågældende tilfælde.

Som udgangspunkt foreslår jeg 3 behandlinger med 7 til 10 dages interval, så kroppen har tid til at integrere det nye spændingsmønster. Ofte er ændringerne tydelige for klienten allerede efter første behandling, og i nogle tilfælde opleves efterfølgende gener/smerter andre steder i kroppen – her er skabt en ny situation. Og det er så grundlaget for den næste behandling.

Under selve behandlingen er klienten påklædt og ligger i de fleste tilfælde på en briks.

Det mest bemærkelsesværdige ved den manuelle medicin er, at blidhed og nænsomhed har stor effekt.

Billede007

KONG ERIKS VEJ 19

Velkommen

Anne Sehested

Velkommen
item1